Vi udgiver Stemmer – En stemme for verdens flygtninge som led i markeringen af dagen.
Her deler ni personer med flugtbaggrund deres perspektiver på, hvad omverdenen bør vide. Fortællingerne viser, at mennesker med flugterfaringer har forskellige liv, erfaringer, drømme og håb.
Azra fortæller om tabet af identitet og om at genopbygge den. For Ghada vil erfaringen som flygtning altid være en del af hendes identitet, mens Eric deler sine oplevelser af at vokse op i en flygtningelejr.
Zarminah beskriver, hvordan det er at være afghansk kvinde, få frataget sine rettigheder – og få dem igen i et nyt land. Rana sætter ord på oplevelsen af at starte forfra i Danmark og vente to år på at blive genforenet med sine børn.
Kira, som er 18 år og kommer fra en lille landsby i Ukraine, beretter om modet til at sige fra og skabe en ny hverdag. Zoltan reflekterer over betydningen af at føle sig velkommen efter sin ankomst fra Ungarn i 1965, mens Ruta beskriver, hvordan hun har fundet nye fællesskaber, samtidig med at savnet af familien stadig fylder.
Stemmer – En stemme for verdens flygtninge er udgivet i anledning af Dansk Flygtningehjælps 70-årsjubilæum og Verdens Flygtningedag, som hvert år markeres den 20. juni.
Kom med til vores markering af Verdens Flygtningedag og hent et trykt eksemplar af Stemmer - En stemme for verdens flygtninge
Du kan hente et trykt eksemplar til vores arrangement den 17. juni, hvor vi markerer Verdens Flygtningedag med samtaler, musik og stande. Flere af de medvirkende i publikationen deltager i en panelsamtale om flugt og identitet, og en af deltagerne fortæller sin personlige historie om at flygte fra Afghanistan.