Spring til indholdet
Integration
Kontakt
Nyheder

Inhumant og urealistisk: Regeringen bør droppe tanken om modtagecentre for asylansøgere

Regeringens intention om at oprette centre for asylansøgere i tredjelande bygger på en misforstået præmis om, at det er den mest humane måde at håndtere asylansøgere på. Tværtimod er det både inhumant og skadeligt for det globale flygtningearbejde.

Udgivet 01 mar 2021

Skrevet af Charlotte Slente, generalsekretær, DRC Dansk Flygtningehjælp, Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty Danmark, Tim Whyte, generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke, Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet, Yanaba Mompremier Rymark Sankoh, sekretariatsleder, LGBT ASYLUM, Malin Palmer, direktør, Læger uden Grænser og Rasmus Grue Christensen, direktør, DIGNITY, Michala Clante Bendixen, formand, Refugees Welcome, Jytte Lindgård, Formand, Foreningen af Udlændingeretsadvokater

Regeringen har sendt det lovforslag i høring, der skal forsøge at bane vejen for oprettelsen af de såkaldte modtagecentre i tredjelande, hvor sagsbehandling af asylansøgere, der er kommet til Danmark, skal finde sted. Udlændinge- og Integrationsministeriet har desuden for nyligt offentliggjort et juridisk notat, der bakker op om, at det er et vanskeligt projekt, hvor der stadig er mange forhindringer og hypotetiske scenarier, hvis et sådant projekt skal blive virkelighed.

Ifølge regeringen er forslaget nødvendigt og humant, fordi det vil forhindre desperate mennesker i at sætte sig i synkefærdige gummibåde og risikere druknedøden i Middelhavet på vej mod Europa – og desuden være dårlig for menneskesmugleres forretning. Derudover skal centre langt væk fra Danmark forhindre, at mennesker, der har fået afslag på asyl, alligevel bliver, fordi de ikke kan eller vil rejse hjem.

Vi er selvfølgelig enige med regeringen i, at folk ikke skal drukne i deres forsøg på at opnå beskyttelse. Vi er også enige i, at menneskesmuglere ikke bør tjene penge på desperate menneskers ulykke, og i, at mennesker, der ikke har behov for beskyttelse i Danmark, som udgangspunkt skal rejse tilbage til deres hjemlande.

Den danske regerings forslag er dog ikke en reel løsning på de udfordringer, den selv italesætter – og her er grundene til, at forslaget ikke er humant:

For det første vil forslaget således betyde, at asylansøgere stadig vil skulle til Danmark for at søge asyl. Det har regeringen udtrykkeligt understreget. Men hvis de ankommer til Danmark, vil de fleste (ifølge Regeringens eget notat vil der være en række undtagelser) blive sendt til det givne land, hvor det danske modtagecenter ligger. Fordi de ikke har andre muligheder, skal asylansøgerne i denne model altså stadig tage den farlige tur hen over Middelhavet for at nå til Danmark for så måske at blive sat – eller tvunget - ombord på et fly. 

For det andet risikerer oprettelsen af modtagecentre at underminere retten til at søge asyl og forringe flygtninges beskyttelse mod forfølgelse og overgreb med store menneskelige konsekvenser til følge. På længere sigt indebærer det en underminering af det globale flygtningesystem, som kræver, at alle tager ansvar. Hvis ikke rige og velfungerende lande som Danmark bidrager til at beskytte og huse flygtninge, er der risiko for, at de ofte langt fattigere lande – som huser langt størstedelen af verdens flygtninge - heller ikke vil påtage sig opgaven.

For det tredje viser internationale erfaringer fra eksempelvis Australien og de såkaldte hotspots på de græske øer, at isolering af asylansøgere og flygtninge kan skabe forhold, hvor rettighedskrænkelser finder sted. Erfaringsmæssigt ser vi ringere adgang til juridisk rådgivning, domstole, lægehjælp, rehabilitering til traumatiserede flygtninge samt utilstrækkelige indkvarteringsforhold. Selv hvis det lykkes at etablere et modtagecenter, der ville kunne overholde grundlæggende menneskerettigheder, vil der være tale om sagsbehandling meget langt væk fra den danske offentlighed og almindelige kontrol- og monitoreringsfunktioner.

Regeringen plejer desuden at sige, at mange mennesker, der kommer hertil, slet ikke har behov for beskyttelse. Men i 2019 var de to største grupper, der ankom til Grækenland, fra Syrien og Afghanistan, hvilket vi normalt omtaler som ”flygtningeproducerende” lande og hvorfra mange asylansøgere tilkendes asyl. Desuden er den eneste mulighed for at finde ud af, om mennesker har brug for beskyttelse jo at behandle deres sag. Regeringen har flere gange understreget, at mennesker, der har brug for beskyttelse, stadig skal have beskyttelse – og det kan vi kun erklære os enige i. Over halvdelen af de asylansøgere, der fik behandlet deres sag i Europa i 2019, fik anerkendt deres behov for beskyttelse og fik tilkendt asyl.

Hvis verdenssamfundet vil finde reelle løsninger for voksne og børn på flugt, forudsætter det i vores optik en vilje til at bidrage til at finde globale løsninger, herunder en fair fordeling af ansvar. Faktisk er håndteringen af flygtningesituation overkommelig, hvis alle lande påtager sig et ansvar for at beskytte og hjælpe mennesker på flugt, som er proportionelt med landets ressourcer.

Der er endnu ingen lande, der har meldt sig klar til at huse et modtagecenter, men selv hvis det lykkes at lave en aftale og konstruere en dansk model i et tredjeland, vil det stadigvæk være en alt andet end human idé.

 

 

 

 

<
28 apr 2021
Udvisningen af syriske flygtninge er først og fremmest konse…
>
21 feb 2021
Danmark skal ikke sende flygtninge tilbage til Syrien, som f…
Læs mere om pressemeddelelse