Hvad er hjemmehjælp, og hvordan kan livet på et plejehjem se ud? Og hvordan fungerer samarbejdet med pårørende, og hvorfor er det vigtigt – men ofte svært – at tale om, hvordan man gerne vil leve sit liv som ældre?
Det er nogle af de spørgsmål, ældre ukrainske flygtninge og deres pårørende kan få svar på i DRC Dansk Flygtningehjælps nye film om ældreliv i Danmark.
Filmen hedder ´Et værdigt ældreliv i Danmark´ og er en nem og samlet indgang til vigtig viden om bl.a. pleje – og omsorgsmuligheder.
Den er målrettet ukrainere, der ønsker viden om, hvilke muligheder der findes, når man bliver ældre. I filmen møder man Alvina Vasylkevych, der er flygtning fra Ukraine, og hendes barnebarn Ihor. De deler deres tanker om fremtiden og om ældrelivet i Danmark.
På ukrainsk og dansk
Filmen er på ukrainsk med danske undertekster og kan bruges af både flygtninge, kommunale medarbejdere, og andre med kontakt til ukrainere.
Filmen er en del af velkommentildanmark.dk, hvor man også kan finde film og information på arabisk, dari, kinyarwanda, ukrainsk, russisk og dansk om bl.a. familieliv, sundhed og uddannelse.
Filmen er lavet i samarbejde med Als Research og med støtte fra Velux Fonden og Fonden Ensomme Gamles Værn.