Fonde og organisationer: Vi er nødt til at forbedre vores samarbejde

Omvendt er organisationerne afhængige af fondenes finansiering og risikovillighed for at kunne drive og udvikle indsatser.

Magten flyder begge veje, men når alt kommer til alt, følger den i høj grad pengene, og det sætter fondene i en magtfuld position over for både organisationerne og samfundet generelt.

Vi skal tale om den magtasymmetri, fordi den ellers kan stå i vejen for, at vi kan tjene vores sager og målgrupper bedst muligt.

Tilpasning og tavshed er nogle af udfordringerne.

Vi ser for eksempel, at civilsamfundsorganisationer kan blive for optagede af at tilpasse sig fondenes ønsker og strategier på bekostning af egne værdier, formål og vilkår.

Civilsamfundsorganisationer skal turde at stå ved deres anbefalinger og betingelser, og fonde skal se, at det har en værdi, når en partner bidrager med andre synspunkter og viden om, hvad der skal til.  

Magten i relationen kan også føre til sløring og uigennemsigtighed.

Civilsamfundsorganisationer skal være mere transparente om de reelle omkostninger forbundet med at drive indsatser og projekter – såsom it, jura, ledelse, målgruppeinddragelse eller kompetenceudvikling.

Omvendt har organisationerne også brug for mere transparens fra fondene. Mere åbenhed om bestyrelser, vurderingskriterier og processer vil i mange tilfælde spare civilsamfundet ressourcer, som på bedre vis kan have gjort en forskel.

Maskerer drift som udvikling 

For det andet har vi brug for et mere kritisk blik på, hvornår vi søsætter nye projekter, og hvornår vi i stedet viderefører etablerede, virksomme indsatser.

Nye svar på samfundets udfordringer fremhæves ofte som et af civilsamfundets stærkeste bidrag, men det kan ske på bekostning af eksisterende indsatser.

Nogle gange skaber vi størst positive forandringer for de mennesker, vi er sat i verden for at styrke, ved at sikre det, som allerede har vist sin værdi.

Og selvom vi blandt fonde og organisationer gerne fortæller os selv, at det offentlige på et tidspunkt vil træde til og sikre den fortsatte drift af vores indsatser, så er realiteten den, at det sjældent sker i stor skala.

Hvis vi skal gøre op med denne slagside, skal organisationer holde op med at maskere drift som udvikling.

Når en organisation allerede kender de indsatser, som virker, skal de stå ved det.

Omvendt skal fonde i højere grad være villige til at støtte allerede eksisterende og langsigtede indsatser i stedet for per refleks at lede efter nye initiativer.

Åben om tvivl og videnshuller 

For det tredje skal vi forbedre os, når der faktisk er behov for at udvikle nyt.

Når vi skal arbejde med store og systemiske forandringer, er vi nødt til i højere grad end i dag at sikre os, at vi har undersøgt problemstillingen tilstrækkeligt, før vi lægger os fast på løsningen og finansieringen af den.

Samarbejdet mellem fonde og civilsamfundsorganisationer har ofte taget udgangspunkt i løsninger, som en organisation præsenterer for en fond med henblik på at få finansiering.

Men denne praksis kommer også med en risiko for, at løsningerne ikke altid er de bedst mulige, fordi de lange spor er blevet lagt for tidligt.

For at ændre den dynamik skal organisationer turde gå til fonde uden færdige løsninger, men også med tvivl og videnshuller. Og fonde skal være klar til at finansiere det store arbejde, der ligger i at afdække og undersøge et komplekst problem, inddrage målgrupper og koordinere den bedst mulige indsats.

Blandt os fonde og civilsamfundsorganisationer, som nu er gået sammen for at styrke vores samarbejde og vores branches forandringskraft, er vi helt klar over, at vi ikke med et snuptag kommer til at ændre vores rutiner.

Vores brancher er – heldigvis – langt større end underskriverne bag dette indlæg, og vi skal udvikle vores samarbejder gennem mange små og større skridt, som hver især måske kan virke beskedne, men som tilsammen ændrer måden, vi arbejder og tænker på.

Tid til selvrefleksion 

Sammen med omkring 100 kolleger i vores brancher har vi i mere end et år diskuteret faldgruberne i vores samarbejde.

Nu er vi ved at konkretisere en række anbefalinger, som vi selv vil forpligte os på at arbejde med fremover, og som vi gerne vil invitere andre fonde og organisationer til at tage stilling til.   

Som et første skridt vil vi gerne opfordre fonde til at stille sig selv spørgsmålene:

Giver vi civilsamfundsorganisationerne tilstrækkelige muligheder for at sikre finansiering til at videreføre velfungerende indsatser – og ikke kun til at starte nye projekter?

Er vi villige til at dække de fulde, reelle omkostninger ved projekter og indsatser – også de indirekte?

Er vi tydelige i vores invitation til samarbejde, så organisationer oplever, at vi vil udforske problemer og muligheder sammen i stedet for at forvente færdige løsninger?

Civilsamfundsorganisationer kan omvendt spørge sig selv:

Synliggør vi tydeligt de reelle omkostninger ved vores projekter og indsatser over for fondene?

Er vi bevidste og ærlige omkring, hvornår vi arbejder med en ny idé, og hvornår vi bygger videre på noget, vi allerede ved virker?

Er vi modige nok til at gå til fonde med uafklarede problemstillinger og usikre løsninger, når det er det, der bedst kan gavne målgruppen?

Fonde og organisationer har hver især, og særligt sammen, en helt unik adgang til og mulighed for at skabe et stærkt samfund for de kommende og nuværende generationer.

Den adgang og position forpligter, og den forpligtelse ønsker vi at tage et større ansvar for at lykkes med.

Det kan vi kun gøre, når vi tør tale højt om de udfordringer, vi vil og skal overvinde sammen.

Kronikken kan også læses på Altinget.dk:

Fonde og organisationer: Vi er nødt til at forbedre vores samarbejde